Prædiken

Nordisk liturgisk netværk

Åbningsgudstjenesteprædiken

Matt 22, 15-22

 

Lad os stående høre evangeliet, som evangelisten Matthæus skriver:

 

Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: “Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: “Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!” De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: “Hvis billede og indskrift er det?” “Kejserens,” svarede de.

Da sagde han til dem: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

 

Sådan lyder Guds ord, Amen!

 

Blinkende neonskilte, lyden af gule taxiers endeløse dytten for at komme frem, en konstant vrimmel af mennesker, der går i en næsten ensartet rytme for at nå på arbejde, sirener der skriger fra alle fire verdenshjørner på store og små udrykningskøretøjer og vidner om at nogen har brug for hjælp. Gadekunstnere, som stiller op på hvert hjørne med mere eller mindre opfindsomme optrædener i håb om at tjene bare lidt til dagen og vejen.

 

Og så den konstante lugt af bilos blandet med diverse eksotiske dufte, som strømmer ud fra madboderne, som kildrer i næseborene ligesom jordstøvet fra en nypløjet mark. Sådan husker jeg mit første møde med New York i USA.

 

Min familie og jeg var på ferie. En af dagene havde vi planlagt at besøge ”Ground Zero” – området efter terrorangrebet 11. september 2001.

 

Jeg husker, hvordan murbrokker og bøjet jern stadig lå spredt ud over området, nylagte kranse og tændte lys mindede stadig år efter voldsomme begivenheder levende om jammerskrig over tabet af civile og folk i tjeneste. Oprydningsarbejdet var stadig i gang og murstøvet indhyllede området.

Jeg husker, hvordan folk automatisk sænkede stemmen, pegede og hviskede om angrebets grusomhed. Jeg husker, hvordan skoleklasser, hvor eleverne øjeblikke inden havde været både højrøstede og pjattede, nu stod og iagttog bomstille – selv om nogle af dem med sikkerhed ikke kunne huske noget som helst fra dagen og måske ikke på nogen måde var personligt berørt.

Jeg husker, hvordan fædre, mødre, venner, kollegaer og tilfældige forbipasserende stille græd i den larmende tavshed. Jeg husker, hvordan vi gik rundt, og hvordan de mange indtryk satte sig som aftryk og vækkede en grundfølelse af død, ondskab, trussel og tomhed. Det var som om skrigene stadig hang i luften.

 

Midt i al den ødelæggelse og sårbarhed kigger jeg frem, og op af murbrokkerne, overrevne kabler og ledninger, knust glas og sammenkrøllet stål står et rustrødt kors formet af to jernbjælker. Oprydningsarbejderne havde fundet det og ladet det stå – heldigvis.

 

Synet af det kors var stærkt. Jeg husker, hvordan alt om mig blev stille og hvordan jeg umiddelbart nynnede påskesalmen ”Tag, det sorte kors fra graven”. Det var så stærkt, at det var lige midt i den totale, meningsløse ødelæggelses slipstrøm, at symbolet på håb på trods skulle vise sig. Det var så stærkt, at selv den kirke, der lå en stenkast fra World Trade Centers grund, og som var fyldt med mindetavler, halvbrændte flag og støvbefængte brandmandsuniformer, ikke kom i nærheden af at gøre så stort indtryk.

 

Af mange blev World Trade Center kaldt den uhæmmede kapitalismens totale triumf. Et gigantisk bygningsværk, som skulle skabe kvadratmeter til spekulation og handler med svimlende summer. En økonomisk magt, der blev overtrumfet af en anden magt. Den fundamentalistiske magt, der i sine grusomme udskejelser forsøgte at demonstrere, at alt skal underordne sig det religiøse, og en helt bestemt form for religiøsitet.

 

Ligeså overrasket og undringsvækkende korsets frembrud i kapitalens centrum og den religiøse terrors altdominerende ødelæggelse er, ligeså overrasket og overrumplet tror jeg, farisærerne blev, da Jesus svarer dem på deres drilagtige spørgsmål, om det er tilladt at give kejseren skat eller ej?

 

De bliver fanget i deres eget edderkoppespind, det er dem selv, der falder i den fælde, som de ellers forsøgte at få Jesus til at gå i ved at stille ham et spørgsmål, der for dem kun havde to svarmuligheder:

 

Enten at Jesus kunne gå ind for en fundamentalisme, hvor kejseren, og i en billedlig forståelse dermed alt, der hører til samfundslivet, altid skal underordne sig det religiøse eller den omvendte model, hvor det at betale kejseren skat, at deltage i samfundslivet, kommer til at stå over det at elske sin Gud. Jesus tager pusten fra dem ved at komme med den tredje mulighed, som er lige så gyldig i dag, som dengang for 2000 år siden, da farisæerne spurgte ham.

 

Giv kejseren hvad kejserens er OG Gud hvad Guds er. De to ting kan ikke skilles ad!

Inkarnationens radikalitet er, at Gud går ind i verden for at vi, der er korsmærket i dåben, ikke skal trække os ud af verden. Men leve midt i den og både leve og kæmpe med enhver tids kejseres ideer. Det var jo også sådan Jesus selv gjorde, han kastede sig ud i den verden, der omgav ham og handlede i den. Han bøjede sig endda for den kejserlige dødsstraf, så det sårbare blev det helliges sted.

 

Men hermed stopper Jesus jo ikke sit svar, For en mønt har altid en dimension mere. To sider. Giv Gud, hvad Guds er.

 

Hvad, der er kejserens, blev defineret ud fra, at hans billede sad på mønten, akkurat som flere mønter også i dag bærer landets overhoved på en af siderne. Og det, der er Guds har også med et billede at gøre.

For mennesket er skabt i Guds billede, det er noget af det første, vi overhovedet får at vide om mennesket i skabelsesberetningen. At give Gud, hvad Guds er, gøres sammen med og blandt Guds billede, som det møder os i medmennesket. Og mangler vi inspiration til at give Gud, hvad Guds er, så har Gud vist os sit billede på den tydeligste måde i Jesus Kristus.

 

Jesus fik mennesker til at se verden på en anden måde end de var vant til. Med sin grænsesprængende kærlighed vendte han op og ned på rigtigt og forkert, spiste sammen med dem de andre ikke ville spise sammen med, rørte ved dem, de andre ikke ville røre ved, talte til dem, de andre ikke ænsede et blik, omfavnede de sårbare, indgød nyt liv og mod og rakte ud efter mennesker, så de kunne finde nye veje. Også, når det hele faldt fra hinanden.

 

Det var bare to jernbjælker, der var en ubetydelig brøkdel af den samlede konstruktion, der skulle bære verdens højeste bygninger. De var ikke hverken formfuldendte eller kønne, de var ikke en kunstners bevidste værk. De var der bare. Men ved at være sat på et sted, hvor der blev råbt efter Gud og ved at være formet med det tegn, som er Guds magt i afmagt for fuld udblæsning, kom de to ligegyldige stykker jern til at være et vidnesbyrd. De åbnede mit blik for, at selv der, hvor der foregår de mest forfærdelige ting, der er det også den levende Guds sted.

 

Det uventede i, at det var hér, korset skulle vise sig, er til at få øje på.

Men hvor kejseren har allermest at skulle have sagt – der er der mest brug for, at Gud skal virke. Vi tjener ikke Gud ved at melde os ud af samfundslivet – men ved at lade hans korstegn stå som det altoverskyggende fortegn. Så Gud må virke i os og gennem os. I dag, i morgen, altid.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

Att Leitourgia är ett nordiskt nätverk betyder att deltagarna talar och skriver på sitt eget språk (med undantag för isländska och finska), vilket också avspeglas i hemsidans språkliga variationer.

 

For mere information om Leitourgia: kontakt styrelsen

 

Webmaster: Martin Rønkilde